Dopamin gør os vilde

Den øgede produktion af dopamin kan forklarer, hvorfor vi ter os, som vi gør, når vi lige er faldet pladask for et andet menneske. Hvorfor vi pludselig kan klare os med få timers søvn, eller hvorfor vi ikke bekymrer os om hverdagens små detaljer. Hvorfor vi kan falde i staver midt under arbejdet, eller hvorfor vi er villige til at rejse land og rige rundt for et enkelt kys.

Samtidig kan det være med til at kaste lys over, hvorfor forelskelser nogle gange ender så tragisk med depressioner, forfølgelse, selvmord eller drab.

»Der er tale om et generelt system for længsel og ønsker, men i dette tilfælde er det ikke længslen efter penge, stoffer, magt eller frihed, der er tale om. Det handler om længslen efter at smelte sammen med et andet menneske,« siger professor i psykologi ved State University of New York, Arthur Aron, til HealthDay News.

Forelskelsens styrke og det faktum, at VTA-området og nucleaus caudatus tilhører den primitive del af hjernen, som vi til dels har tilfælles med andre pattedyr, får forskerne til at konkludere, at forelskelse slet ikke er en følelse, men at der er tale om en primitiv drift. Scanningerne af de unge nyforelskedes hjerner viste således ingen aktivitet i centrene for følelser eller seksuel ophidselse.

»Det er en helt basal parringsdrift,« lyder det kort fra Helen Fisher, som på baggrund af sin forskning deler kærlighed op i tre faser. Begær - Lysten til sex, der drives frem af kønshormoner.

Tiltrækning - Selve forelskelsen, som skyldes høje koncentrationer af dopamin og lav produktion af stoffet serotonin i hjernen.

Hengivenhed - Etablering af det længerevarende forhold, som hjælpes på vej af hormonet oxytocin.

Kemisk kærlighed
»Jeg tror, at seksualdriften udvikledes for at få os til i det hele taget at se os om efter en partner. Forelskelse derimod gjorde os i stand til at fokusere den store mængde energi, vi bruger på at formere os, på en enkelt person, så den ikke gik til spilde. Hengivenheden opstod, så vi kunne holde vores partner ud længe nok til at opfostre et barn,« mener Helen Fisher.

Kærlighedens tre faser kan både kobles til forskellige dele af hjernen og til forskellige stoffer i hjernen og kan på den måde give videnskabsfolkene et langt mere detaljeret billede af den kemiske cocktail, vi kalder kærlighed.

Som nævnt spiller ikke blot dopamin ind, når vi bliver forelskede. Også stoffet serotonin har en vigtig rolle, fordi det regulerer vores humør. Jo højere produktion af serotonin i hjernen, jo gladere er vi.

Derfor kan forskningsresultater fra Italien undre. Donatella Marazziti er professor i psykiatri ved universitetet i Pisa og har stået i spidsen for en undersøgelse, der påviste store ligheder mellem forelskelse og tvangstanker. Sammen med sine kolleger målte hun koncentrationen af serotonin i blodet hos tre forskellige grupper: En bestående af forelskede, en bestående af folk som led af OCD (Obsessive Compulsory Disorder, som for eksempel kan få folk til at vaske hænder 300 gange om dagen) og en kontrolgruppe.

Resultatet var mildt sagt overraskende.

Ligesom de patienter, der led af tvangstanker, havde de forelskede et serotonin-niveau, som var 40 procent lavere end normalt. Det kan med andre ord være ganske svært at se forskel på tvangstanker og forelskelse - i hvert fald når det gælde den kemi, der er involveret.

Ifølge Donatella Marazziti kan det forklare, hvorfor vi i begyndelsen af et forhold tænker på den udkårne nærmest 24 timer i døgnet, og hvorfor verden falder sammen om ørerne på os, hvis den, vi elsker, forlader os.

Det er altså ikke helt forkert, når man siger, at forelskelse gør os tossede.

Efter rusen
Men forelskelser varer jo ikke ved. Langt de fleste oplever, at selve rusen over at have mødt den eneste ene fortager sig. Hos nogle sker det efter et par uger, hos andre går der et halvt år eller mere. Er forholdet stærkt, afløses det af kærlighedens tredje fase, som Helen Fisher kalder hengivenhed.

Hengivenheden kunne hun og de andre forskere også se på scanningerne af de forelskede unges hjerner - men kun hos dem, hvis forhold havde varet mellem 7 og 17 måneder. Hos dem sås aktivitet i de områder af hjernen, der styrer vores følelser i modsætning til vores drifter, som forelskelse ser ud til at være en del af.

At forelskelsen falmer, skal vi imidlertid ikke være kede af - i hvert fald ikke set ud fra et biologisk synspunkt. Hvis forelskelse virkelig skaber en tilstand i hjernen på os, som minder om sindsyge eller stofmisbrug, er det slet ikke sikkert, vi ville kunne tåle at være smaskforelskede i længere tid af gangen. Og ser man på sagen med evolutionens briller på næsen, er det en stor fordel, at forelskelsen - som er fokuseret på to mennesker - bliver til hengivenhed, hvor der også er plads til at tage sig af børn og dermed sikre artens overlevelse.

Ganske vist har vi ikke længere den konstante, ekstreme lykkefølelse, som dopaminen giver os. Til gengæld har undersøgelser vist, at i takt med at mængden af dopamin forsvinder, erstattes den af hormonet oxytocin.

Oxytocin har indflydelse på vores evne til at danne varige bånd med en anden person. De frigives i kroppen og får os til at føle os godt tilpas, for eksempel når vi får et knus af vores mand eller kone.

Hormonet kender man også fra andre pattedyr. Markmus, som danner par for livet, producerer store mængder oxytocin, og hvis man stopper den produktion i dem, mister de evnen til at indgå i monogame forhold.

På samme måde mener forskerne, at et højt oxytocin-niveau hos begge parter i et forhold er med til at sikre, at de forbliver sammen - også når den første, vilde forelskelse har lagt sig.

En bid af poesien
At kærlighed i virkeligheden blot er kemiske stoffer i hjernen, lyder nok temmelig nedslående for de fleste. Historier om Amors pile, kærlighedsdigte og fortællinger som »Romeo og Julie« virker måske ikke så romantiske mere, men som Helen Fisher beroligende siger, så er der ingen grund til at lægge romantikken på hylden, blot fordi vi bliver klogere:

»Man kan jo sagtens få alt at vide om hver eneste ingrediens i en chokoladekage, og så kan du alligevel sætte dig ned og smage på hver eneste bid af dens poesi og bare give dig hen i glæden ved det.«Forelskelse har mange træk tilfælles med stofmisbrug.