Instruktion

INSTRUKTION

 

Hver enkelt ansat skal, uanset ansættelsesforholdets karakter og varighed, have en tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring i at udføre arbejdet på en farefri måde. Er der mulige ulykkes- eller sygdomsfarer, skal den ansatte have oplysninger om dem.

Instruktioner skal sikre, at arbejdet bliver udført sikkert og korrekt. Arbejdsgiveren og sikkerhedsgruppen skal kontrollere, at der er givet instruktion. Der er først givet instruktion, når instruktionen er opfattet og forstået.


Oplæring

Der skal især ske oplæring og instruktion ved

  • ansættelse
  • forflyttelse eller ændring af arbejdsopgaver
  • indførelse eller ændring af arbejdsudstyr
  • indførelse af ny teknologi
  • brug af ansatte fra en fremmed virksomhed (f.eks. fremmede håndværkere).
Oplæringen skal foregå i arbejdstiden. Hvis det er nødvendigt, skal oplæringen gentages regelmæssigt. Arbejdsgiveren skal afholde evt. udgifter.
 
Fremmed arbejdskraft

Køber, lejer eller låner en virksomhed ansatte fra en anden virksomhed, har den virksomhed, der modtager de ansatte, det fulde ansvar for deres sikkerhed.

Inden påbegyndelsen af beskæftigelsen skal den modtagende virksomhed fortælle den virksomhed eller afdeling, der afgiver de ansatte om

  • hvilket fagligt niveau og hvilke kvalifikationer, som er nødvendige hos de ansatte, de skal modtage
  • evt. krav om helbredsattester
  • om arbejdets særlige art, herunder evt. risici

Den virksomhed eller afdeling, der afgiver, lejer eller låner de ansatte ud, skal videregive oplysningerne til de ansatte.


Fremmede håndværkere
Håndværkeren skal rette sig efter de regler, der er på den fremmede arbejdsplads. Den modtagende arbejdsplads har et ansvar for den fremmedes sikkerhed. Samtidig skal den fremmede håndværker rette sig efter de regler, som håndværkerens egen virksomhed har givet om arbejdets udførelse.
 
Gode links om instruktion

Bekendtgørelse om arbejdets udførelse

Siden indeholder Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 om arbejdets udførelse.

Pligter og ansvar efter arbejdsmiljøloven

Denne At-meddelelse, nr. 6.01.2, oplyser om, hvem der har pligter og ansvar efter arbejdsmiljøloven med tilhørende regler.




Tilmelding til nyhedsbrev