Arbejdstilsynet anbefaler, at temperaturen holdes på 20-22ºC ved stillesiddende eller stillestående arbejde som fx i kontorer.
Arbejdstilsynet kræver, at temperaturen holdes under 25ºC, bortset fra perioder med hedebølge.
Hvis det er vanskeligt at holde temperaturen i lokalet under 25ºC i perioder, hvor udetemperaturen ikke er specielt høj, vil lokalet ofte være for varmt under en hedebølge. For høje temperaturer kan bl.a. skyldes belysningen, mange mennesker i lokalet, maskiner og skærme samt solskin gennem store, uafskærmede vinduer.
Når det er meget varmt udendørs, er varmetabet til omgivelserne fra et arbejdsrum mindre end normalt. Temperaturen stiger derfor og kan komme over 25ºC. Det accepteres af Arbejdstilsynet. Men meget høje temperaturer kan give gener og være en helbredsrisiko. Derfor bør man tage visse forholdsregler.
Bliver man utilpas og dårlig på arbejdspladsen må man, som ved al anden sygdom, gå hjem.