Følg os på Facebook

Vikingerne har gjort os lykkelige

 
Forskere fra Århus har fundet ud af, hvorfor vi altid går rundt og er så glade. Forklaringen skal findes langt tilbage i tiden.

 

I adskillige undersøgelser verden over, bliver danskerne ofte kåret til det lykkeligste folkefærd på kloden.

Senest slog den amerikanske tv-station ABC et smut forbi Danmark for at finde ud af, hvordan vi kunne være så lykkelige, når vi nu bor så langt væk fra tropiske varmegrader og har et meget større skattetryk end USA.

Nu viser ny forskning af lykke og tillid fra Aarhus Universitet og Handelshøjskolen, at vi skal takke vikingerne for vort gode humør.

Befolkningen i lande og områder med tilknytning til vikingerne er nemlig generelt lykkeligere end deres naboer. Forklaringen skal findes hos vikingernes sociale kompetencer.
 

Vikingerne var tillidsfulde

»To-tredjedele af den danske befolkning mener, at man kan stole på andre mennesker. Det er mere end dobbelt så mange som i eksempelvis Frankrig, og vores undersøgelser viser, at tilliden er med til at skabe lykke hos danskerne,« siger Lektor Christian Bjørnskov fra Handelshøjskolen i Århus, der har lavet undersøgelsen sammen med Professor Gert Tinggaard Svendsen fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.


Christian Bjørnskov forklarer, at folk, der bor i de gamle vikingelande, har nedarvet tilliden til andre mennesker.

Vikingerne havde stor tillid til andre mennesker, fordi det var nødvendigt for at kunne opretholde handelsruter mellem Ribe og den skotske by Edinburgh.


Dengang havde man ikke noget egentligt retsvæsen, der kunne tage sig af de folk, der forbrød sig mod de indbyrdes aftaler. Derfor blev man nødt til stole på hinanden. Og den gamle tillid er noget, der stadig ligger i danskerne i dag.

De århusianske videnskabsmænd har blandt andet opdaget, at niveauet af tillid er en halv gang højere i det tidligere danske område Slesvig-Holsten end i resten af de tyske regioner.




Relaterede sider: