Efter seks års intenst udviklingsarbejde til et pænt millionbeløb har en af verdens førende virksomheder inden for intelligent lysstyring, Servodan A/S, i Sønderborg knækket koden, så det er muligt at bringe dagslys ind i hver en krog af et kontor eller en anden bygning.
Psyken påvirkes af lys
I første omgang er målgruppen for lysstyringskonceptet kontormiljøer og offentlige bygninger, der vil kunne forsynes med ekstra armaturer i lofter og på vægge, som fungerer som kunstige vinduer og frembringer en virkning, der skal opleves. De seks års analyser i samarbejde en fransk professor ved universitetet i Lyon har kortlagt dagslysets farvespektrum og varierende lysindhold hen over dagen, fra det rødlige om morgen, det blålige i de følgende timer til det atter rødlige sidst på dagen.
»I dag er vi henvist til at sidde i kunstigt lys fra lysstofrør, og det kan mange mennesker ikke tåle, fordi psyken påvirkes af det manglende dagslys. Den negative virkning er påvist af flere rapporter fra blandt andre Statens Byggeforskningsinstitut,« siger Leif Petersen.
Internationale partnere
LED-teknologien betragtes som fremtidens belysning. De små lysdioder har en lang holdbarhed, kræver ikke megen energi og er i dag fem gange mere effektive end almindelige glødelamper. Lysdioder vil inden for de næste 20 år stå for op til 47 pct. af det samlede belysningsmarked i USA. Det vil overflødiggøre et antal kraftværker i USA.
Solskin eller skygge
Servodan-løsningen består af en række sensorer og en kontroller, der styrer lyset i de LED armaturer, som enten er placeret i loftet eller på væggen. Servodan samarbejder med franske Windauga, der har udviklet et tredimensionelt armatur i formatet 60 gange 60 cm og udformet som et dannebrogsvindue. Et smukt tredimensionelt billede af et landskab baggrunds- eller sidebelyses af lysdioder. Det er også muligt fra arbejdspladsen at vælge høj solskin, overskyet eller andre af de forprogrammerede vejrscenarier.
Lysstyrken i armaturvinduet kan styres afhængig af, hvad man arbejder med. Placeres armaturet i loftet, kan det forsynes med en næsten skyfri himmel. En batteriløs solardrevet bevægelsessensor sørger for at printere, bordlamper, scannere og andre brugsgenstande slukkes, når sidste person forlader lokalet.
Når Servodans løsning nu betragtes som unik, er det fordi, den skabte LED-belysning er det hidtil tætteste man har været på rigtigt dagslys, der veksler gennem dagen med de blå toner og rødlige nuancer.