Følg os på Facebook
Kursusoversigt og tilmelding

Sådan laver du ingenting

 
For moderne mennesker i denne del af verden er inaktivitet noget af det mest provokerende og enerverende, man kan udsætte dem for. Hvis du også har det sådan, er her et begynderkursus kvit og frit.
  • Planlæg, hvornår du ikke vil lave noget
    Ligegyldigt om det er en time, en dag, en uge, en måned eller et år, så aflys alle dine aftaler i det tidsrum, du har bestemt, at det skal være. Du kan passende vælge den kedeligste uge eller dag, du kan komme i tanker om

     

  • Giv dine omgivelser besked om planen
    Du kan sige det, som det er: at du har tænkt dig ikke at lave noget på dét og dét tidspunkt og vil derfor ikke kontaktes. Hvis du ikke orker at forklare dig, så sig, at du har travlt med et eller andet og ikke kan træffes i det pågældende tidsrum, og du kun vil forstyrres, hvis det gælder liv eller død.

     

  • Find et sted, hvor der er fred og ro
    Det skal være et sted, der ikke indirekte stiller krav til, hvad du skal foretage dig. Altså ikke dit kontor eller arbejdsværelse, men gerne dit soveværelse, et hemmeligt hjørne i haven, en park eller en strand.

     

  • Sæt en alarm til at ringe, når dit ‘frikvarter’ er forbi
    Så behøver du ikke hele tiden kontrollere, hvor meget tid, du har tilbage og ødelægge oplevelsen ved at tælle minutterne.

     

  • Afbryd forbindelsen til omverdenen
    Hiv stikket ud, sluk mobiltelefonen, iPod’en, computeren, radioen, fjernsynet osv. De vil bare forhindre dig i at nyde stilheden og inaktiviteten fuldt ud.

     

  • Sid lige så stille for dig selv
    Føl vinden i ansigtet (eller solen, hvis der er sådan én), mærk den stol, du sidder i. Lyt til suset i træerne, fuglenes lyde, bølgebruset, eller hvad det kan være. Lad være med at falde for fristelsen til at tænde for tv’et, lytte til musik, skrive noter til dig selv, hente noget i køleskabet eller gøre noget som helst andet. Det eneste, der er tilladt, er at gå på toilettet, hvis det ikke kan være anderledes.

     

  • Lær at tømme hjernen
    Lad være med at tænke på arbejde, problemer, familie osv. ved simpelt hen at give slip. På den måde tillader du både kroppen og hovedet ikke at foretage sig noget. Det er faktisk ikke særlig nemt helt at slå hovedet fra (buddistmunke vier hele deres liv til at gøre sig fri af tanker), men jo mere du øver dig, jo bedre bliver du til det.