Følg os på Facebook
Kursusoversigt og tilmelding

Her er Danmarks bedste arbejdspladser

Ifølge en ny europæisk undersøgelse fra Great Place to Work

 
Tillid og respekt for medarbejderne går igen på Danmarks bedste arbejdspladser. Ifølge en ny europæisk undersøgelse fra Great Place to Work Institute er ATP, Irma og Microsoft nogle af de virksomheder i Europa, hvor medarbejderne føler sig allermest værdsat.
Gode karrieremuligheder og lyttende chefer. Massage og fleksible arbejdstider. Lyder det lidt for godt til at være sandt? I nogle af Danmarks virksomheder er denne drøm af en arbejdsplads virkelighed. I den årlige tværeuropæiske undersøgelse fra Great Place to Work Institute kommer flere danske virksomheder ind på listen over de bedste arbejdspladser i Europa.

Førstepladsen går til Microsoft, der har en afdeling i Danmark. Som henholdsvis nummer 16 og 19 finder man ATP og Irma.
»Der har aldrig været så mange danske virksomheder på listen. Forrige år havde vi 13, mens vi i år har 18. Det er et markant spring fremad. Det skyldes, at man i danske virksomheder har meget tillid til hinanden. Vi hører og ser vores medarbejdere,« siger Kim Møller, direktør for den danske afdeling af Great Place to Work Institute.
På listen over de bedste mindre virksomheder i Europa kommer Middelfarts Sparekasse ind på en femteplads. Siden 2003 har den lille bank været en genganger på listen. Det skyldes ifølge banken selv, at man praktiserer selv-ledelse, hvor medarbejderen får et stort ansvar. Det kræver tillid, og det er et ord, som Kim Møller siger igen og igen, når han taler om, hvordan man skaber en god arbejdsplads anno 2009.
»En god virksomhed ser medarbejderne som et helt menneske og ikke kun som en arbejdskraft. Medarbejdere har et behov for at blive respekteret og føle respekt for deres ledere,« siger han.
 

Ordentlig behandling

I de seneste år har dansk erhvervsliv oplevet en opblomstring i udbuddet af massageordninger, børnepasning, frisk frugt og fitness. Arbejdsliv er blevet privatliv og vice versa. Men en god frokostordning betyder ikke alt.

»Det er fint nok med goderne, men når vi ser på besvarelserne i undersøgelsen kan vi se, at medarbejderne allerhelst vil behandles ordentligt. De kan godt gennemskue godernes hensigt, hvis de andre ting i virksomheden ikke er i orden,« siger Kim Møller.

I Ledernes Hovedorganisation bliver man jævnligt ringet af yngre ledere, der prøver at jonglere krisetider med medarbejderudvikling. De er også opsatte på at skabe fremtidens gode arbejdsplds. Ledelsesrådgiver Niels Henriksen fortæller dem altid, at tre ting skal være i orden for at nå det mål.

»Man skal rykke endnu tættere på medarbejderne med kommunikation og intensivere frekvensen af medarbejdermøder. Man skal håndtere tingene professionelt og begrunde fyringer. Og man skal holde fokus på de medarbejdere, der stadig er tilbage i organisationen. For man skal ikke gøre sig uattraktiv,« siger han.

 





Relaterede sider: