Følg os på Facebook
Kursusoversigt og tilmelding

Jeg bliver så gal 

Vi kender det sikkert alle sammen:

De vrede medtrafikanter, som stikker dig en fuck-finger, fordi du formastede dig til at dytte. Eller en diskussion om hvem der snyder sig uden om køen i supermarkedet udløser et voldsomt vredesudbrud. Det sker hver dag og det kan ske alle steder.
Selv i den københavnske metro har Metroselskabet hængt plakater op, som opfordrer passagerne til at finde den gode tone og rummeligheden frem.
 


 
Men hvorfor er det nødvendigt, og har vi danskere altid været så vrede?

Ifølge psykolog Henrik Tingleff, Center for Kognitive Psykologer,har den form for vrede altid eksisteret, men han ser en tendens til, at fænomenet er blevet mere udbredt:
- Tidligere var den typiske vrede, den 35-40-årige mand med familieproblemer. Men i dag møder vi flere og flere helt unge, og nu er det også de unge kvinder, der bliver opfarende og kan finde på at overfuse de gamle damer i supermarkedet eller råbe ad andre i metroen, forklarer han.
Han oplever selv stadigt flere af denne typer klienter i sin egen klinik, men meldingen fra psykolog-kollegerne bekræfter ogsåhans kliniske registrering.

- Det er især de helt unge, det nu drejer sig om. Det er den generation, som er opdraget af såkaldte curlingforældre. Det er unge, som ikke har lært, at man ikke bare kan få alt, hvad man peger på, når man er blevet voksen - det er typisk unge, som har holdningen: Whats in it for me - og som mener at have krav på det perfekte studie, den perfekte kæreste, det perfekte liv - og hvis de møder modstand undervejs, så bliver de frustrerede og koger over.

Reagerer aggresivt
Disse unge kommer ofte til psykolog, fordi de har nogle symptomer som ikke umiddelbart kan diagnosticeres. De føler sig måske triste, deprimerede og reagerer i afmagt aggressivt på selv små ting. Det er som regel ikke vreden i sig selv, der er årsag til, at de søger hjælp.
- De har svært ved at overskue deres liv. De har måske læst i mange år, men føler pludseligt, at det egentlig ikke var det, de ville - de bliver triste og usikre. Mange af dem er ikke opdraget til, at hvis man vil opnå sine mål, så skal der kæmpes. De har det ofte sådan, at hvis tingene ikke lige er til at overskue i tilværelsen, så er der ikke så langt til at proppen pludselig ryger af flasken og de i fuldskab kommer op at slås på værtshuset over en bagatel, går amok over køen i supermarkedet eller hvis de tænder af og ridser nabobilens lak, fordi indehaveren har tilladt sig at parkere lidt for tæt etc.


Manglende nej
Ifølge Henrik Tingleff er de unges forældre typisk opdraget med mange regler og forbud, og derfor føler de, at deres børn skal i hvert fald ikke opdrages sådan. Men de 15.000 skilsmisser om året de seneste mange år bærer også en stor del af skylden:
- Ingen tvivl om at de mange skilsmisser er skyld i at nutidens unge ikke har fået ret meget "nej" i deres liv. Her har vi en generation af curling-forældre, der virkelig har fået dårlig samvittighed efter skilsmissen og som derfor har meget svært ved at sætte grænser for deres børn og hele tiden glatter ud i stedet for at tage diskussionen. Og så er det jo ikke så mærkeligt, at hvis børnene opdrages til at blive mødt i alle deres behov og mener at have ret til alt, hvad de peger på. Så bliver det for mange et problem, når de bliver voksne og får svært at forstå og acceptere, at det ikke lige nødvendigvis behøver at være MIG, der skal først ind eller ud af metroen.


Vrede er okay
Men når skaden først er sket, er der så overhovedet hjælp at hente?

- I kognitiv terapi arbejder vi med tre hovedområder: Først lærer vi klienten at stoppe op, når den pludselige vrede melder sig og spørge sig selv: Hvorfor er det nu, at jeg mener, at jeg har retten til at komme først ind i metroen?
- Og som nummer to, skal man spørge sig selv: Hvad er egentlig det værste ved at jeg ikke kommer først ind i metroen - hvad mister jeg ved at lade naboen komme først? Meningen med øvelsen er at lære at få et bredere perspektiv på, hvad er det egentlig jeg taber, hvis ikke jeg får min vilje!
- Og endelig er den tredje regel at man lærer at tælle til 20, når vreden melder sig. Når vredesimpulsen er der, så skal man lære ikke at handle på den - men tælle til 20 i stedet. Man kan godt lære, at det er helt i orden at tænke om en medpassager, der maser sig ind i metroen før mig, at han er en idiot - men man skal tøjle impulsen til at råbe ad ham eller skubbe til ham. Man kan godt lære, at man ikke nødvendigvis skal reagere. Man kan eksempelvis øve sig ved at sige, at når du har impulsen til at tisse, så kan du godt undertrykke den ved at sige til dig selv, at jeg skal lige have den her opgave ud af verden , før jeg kan gå ud for at tisse. På samme måde med vredes-impulsen, man anerkender vreden, men man kan tøjle den.

Sig nej en gang imellem!
De vrede unge kommer fra alle sociale lag, forklarer Henrik Tingleff.Han bryder sig ikke om at male fanden på væggen, men han mener bestemt, der er et problem. Nutidens forældre kan også tænke over, hvordan de opdrager deres egne børn, så de bliver mere rummelige:
- Der er mange slåskampe på legepladserne, når lille Oliver Emils far mener, at poden har ret til at komme først ned ad rutsjebanen - mens Alexandra Eleonoras far mener, at det var hende der kom først. Og så tror jeg oven i, at mange moderne forældre i dag skal huske på, at det bedste, man kan gøre for sine børn, er at sige nej en gang i mellem.


Vrede og vold
Hos Dansk Psykolog Forening bekræfter formanden, Roal Ulrichsen tendensen:
- Det er jo et alment menneskeligt fænomen, at mennesker, hvis de bliver pressede, også over mere grundlæggende livsvilkår, ja så bliver deres lunte kortere. Det kan være et sundhedstegn at reagere, mens det modsatte - ikke at reagere, kan være et langt større problem.

Men grænserne rykker sig og reaktionen er blevet skånselsløs og uden proportioner. Og så har pigerne taget drengenes plads - vi hører om brutale pigeoverfald - og det sker tankevækkende nok samtidig med, at drengene nu godt må græde og vise følelser.

Men skyldes den stigende ungdomsvold så, at mange unge i dag ikke kan overskue deres liv, fordi de har svært ved at tackle modgang?

Det har meget med det at gøre. Da de unges forældre selv var unge, gjorde de op med forstokkethed, forbud og konformitet. Deres egne børn elskede de selvfølgelig, og de skulle derfor ikke underlægges janteloven og alt det smertefuldt snærende og indskrænkede. Snarere tværtimod.

Og derfor er deres børn, nutidens unge, vokset op som små prinser og prinsesser, forklarer Roal Ulrichsen:

90er forældre gjorde nok deres små børn til projekter i deres eget liv. Når lille Marie Louise på blot tre kunne synge fem linjer af Mariehønen evig glad...., så blev der klappet af hende, og man erklærede, at hun var fantastisk og unik. Men den festlige lejlighed blev til den gennemgående hverdag. Marie Louise oplevede ikke rigtigt, at hun behøvede at anstrenge sig. Heller ikke, da hun blev 13, og så bliver hun alvorligt frustreret.

Det er en uheldig alliance mellem forældrenes eget opgør og så deres kærlighed til deres børn. Vi psykologer kalder det "optimal frustration". Det betyder bare, at vi en gang imellem skal lade vores børn om selv at kæmpe sig frem til bananen eller posen med slik, den skal ikke stikkes ned i halsen på dem. De skal lære, at de selv kan, og ikke kun er afhængige af, at blive fodret.


Men forældrene boostede jo deres børn af kærlighed. Det er ikke en kritik af forældrene, for de har gjort det i en god mening. Men det betyder altså, at vi nu har en generation af unge mennesker, hvoraf mange af dem aldrig har lært, at de selv skal investere kræfter i at nå, det de virkelig ønsker.

Det vil sige, vi får en gruppe unge, som kun vanskeligt trives med modstand, fordi deres forældre i børnenes opvækst har fjernet hver en sten på vejen og dermed givet de unge et urealistisk billede af virkeligheden. De har oplevet rigtig meget solskin i deres opvækst - og sådan er livet jo langtfra.