Følg os på Facebook
Kursusoversigt og tilmelding

Det uventede sætter hjernen i sving

 
En almindelig morgen: du køber dig en kop kaffe, kører på arbejde og tænder for computeren - ikke noget, du bagefter husker i detaljer. Men får du kaffen forærende, eller kommer du til at hælde den ned over bukserne, så er sandsynligheden for at du vil kunne huske det senere langt større.
 
Eksemplet bruger forskerne bag en ny undersøgelse til at illustrere et fænomen, de fleste af os kender: at usædvanlige begivenheder fæstner sig stærkere i vores hukommelse end dagligdagens rutine.

Dopamin frigives ved spænding
Det er de bagvedliggende mekanismer i hjernen, som forskerne fra Bonns Universitet har set nærmere på. Deres resultater tyder på, at svaret skal findes i vores såkaldte belønningssystem. Systemet fungerer ved hjælp af et særligt stof, dopamin, som udsendes af nervecellerne og som påvirker vores adfærd ved at give os en følelse af velvære eller spænding.
Undersøgelsens forsøgspersoner var en række patienter, som af forskellige årsager havde fået indsat elektroder i bestemte områder af hjernen.

De fik vist en række billeder af ansigter på en rød baggrund eller huse på grøn baggrund, som de blev bedt om at huske. Ved hver visning var den ene slags billeder i klart overtal. Bagefter huskede forsøgspersonerne de sjældnest forekommende billeder bedst - havde der været flest ansigter, var det husene, de huskede bedst, og omvendt.

Mens deltagerne så på billederne, kunne forskerne følge aktiviteten i to områder af deres hjerner: et, som er afgørende for hukommelsen og et andet, som er knyttet til vores belønningssystem.

Det uventede er spændende
De fandt ud af, at de to områder stod i tæt kontakt med hinanden og at aktiviteten tydeligt var størst, når forsøgspersonen så et uventet billede.
Ifølge forskerne sammenligner vores hjerne hele tiden det, der sker omkring os, med det, den forventer. Så længe alt er forudsigeligt, er der ro i hjernen. Men når der sker noget usædvanligt, vågner hjernen og sørger for at vi lægger særligt mærke til den nye begivenhed. For eksempel ved at belønningssystemet sender ekstra dopamin ud.
 

Dette dopamin er så med til at forstærke både indtrykket og hukommelsesprocessen. Jo mere usædvanlig oplevelsen er, jo mere dopamin frigives, og jo mere dopamin, jo bedre husker vi det skete.

Undersøgelsen er offentliggjort i fagbladet Neuron.

 





Relaterede sider: