Følg os på Facebook
Kursusoversigt og tilmelding

Det er synd for mændene


Hvorfor lever mænd kortere end kvinder? Når de nu hverken føder børn, går i overgangsalder og har færre kroniske sygdomme? Og kan de selv gøre noget ved det? Det kan de godt, mener forsker.

Professor Kaare Christensen fra Syddansk Universitet, der forsker i arvelighed, giver nogle bud:

- For 50 år siden var det synd for kvinder og børn, da handlede al forskning om midaldrende mænds sygdomme. Nu er det blevet mændene, det er synd for. Det er dem, der klarer sig dårligst efter skilsmisser, arbejdsløshed, eller når de ikke længere kan det, de plejer, siger Kaare Christensen.

Årsagen er, mener han, at kvinder er bedre til at balancere i livet, til at satse bredere. Mændene derimod, har tendens til at sætte alt på ét bræt - og taber de, taber de stort.
- Det er som hanen på møddingen - den skal bare op i toppen, uanset hvad det koster på andre fronter.


Munke og nonner
Ét er, at mænd er dårligere til at bygge sociale netværk op, deres overlevelse efter eksempelvis kræftsygdomme er også dårligere end kvinders. Og mens kvinders middellevealder er steget pænt, gælder det ikke mændenes.
- Der er både biologi og adfærd i det," siger Kaare Christensen og mener, der er tale om cirka halvt af hver.

Mænd er dårligere til at komme til læge, flere ryger, de har farligere jobs end kvinderne, for bare at nævne nogle faktorer.
- Ser man på munke og nonner, som lever ret ens, uanset køn, kan man sortere mange af livsstilsfaktorerne fra. Så er forskellen i middellevetiden kun omtrent halvt så stor som ellers, og det kan bruges som et fingerpeg om de rent biologiske forskelle.


Action-mænd
- Men, selv om mænds adfærd betyder meget, er det naivt at tro, at man bare kan lave om på den, understreger Kaare Christensen. Han mener, at der er en grund til, at mænd er, som de er:

- Mænd i dag er et resultat af genetisk udvælgelse, og den har kvinderne jo været med til! Hvad var det for mænd i vores fortid, der fik mest afkom? Det var dem, der var klar til at tage en risiko! Her-og-nu-action! Og i dag har vi så flest mænd, der kører hasarderet, springer i faldskærm og dyrker ekstremsport. Noget af den adfærd, tror jeg, er arvelig bestemt, siger Kaare Christensen. Og det gælder også, når de bliver syge, mener han.

Småsur i garagen
- Vi kender alle den med, at mænd opfører en tre-akters dødsscene, når de er småsyge. Men når de så har alvorlige hjertekramper, går de ud i garagen og er småsure! Det er jo ligesom i naturen, hvor hannen skal lade som ingenting, ikke vise svaghed, så han undgår at blive udfordret.

Men når det er sagt, er der også fordele ved mænds måde at gå til livet på, mener Kaare Christensen:
- Den dér ubekymrede tilgang, "det er sgu nok ikke noget", hvis ikke den bliver ekstrem, er den da bedre end at spendere sine år med at bekymre sig om al mulig sygdom!