Den systemiske metode

 

Den systemiske metode baserer sig på system- og kommunikationsteori, moderne biologisk teori, sprogteori samt socialvidenskabelige og pragmatiske, filosofiske ideer.

At arbejde ud fra den systemiske teori vil bl.a. sige, at man skal være ekspert i at kunne sprogliggøre, i at føre dialoger med kunder, samarbejdspartnere, medarbejdere og ledere, så der skabes ny forståelse og mening. Et vellykket konsulentjob afhænger af, hvad der fortælles om fremtiden.

 

Den systemiske indfaldsvinkel har sine rødder i forskellige former for systemteoretiske og kommunikationsteoretiske principper og er bl.a. inspireret af antropologen og kommunikationsteoretikeren Gregory Bateson.

 

Bateson så alt i verden som kommunikation, skabelse og overførsel af information i levende systemer. Hans centrale ide er kontekst-begrebet, der indeholder den på en gang enkle og komplicerede ide, at intet fænomen kan forstås ud fra sig selv, men kun i sammenhæng med sin kontekst.

 

Den chilenske biolog Humberto Maturana har, i forlængelse af Batesons tænkning, beskæftiget sig med levende systemer som lukkede, selvskabende organisationer. Hans ide er, at ethvert biologisk system er selvskabende og selvbekræftende.

 

Fra familieterapien har Milanoskolen især bidraget til den systemiske metode ved introduktion af spørgeteknikker, der baserer sig på neutralitet, nysgerrighed, hypotesedannelse, cirkulær interviewmetode, paradoks og modparadoks og en nuanceret forståelse af begrebet tid.

 

Det er en systemisk pointe, at nutiden afhænger af (perspektivet på) fremtiden og ikke af fortiden: Historien om fortiden er med til at skabe perspektivet på fremtiden.

Der lægges utrolig stor vægt på sproget i den systemiske metode, da sproget er os. Det er gennem sproget, at vi skaber os selv og de relationer, vi indgår i. Dette er den socialkonstruktionistiske grundidé.